Potentialudligning: Husk fuld forbindelse i ALT armering.
Dansk Standards udvalg S564 for elektriske installationer har udgivet en vejledning der omhandler udsatte dele. D.v.s. at metallisk armerede betonkonstruktioner i eller under jordniveau kan forårsage en farligt potentialeforskel, og derfor skal de indgå i bygningens beskyttende potentialudligning. Såfremt en bygningskonstruktion ikke forbindes til bygningens beskyttende potentialudligning, må den ikke kunne indføre en farlig potentialeforskel. Dette skal eftervises ved en risikovurdering og/eller ved måling.
Men hvad betyder det i praksis?
For at være sikker på, at opfylde vejledningen kan man helt kort sørge for at ALT armering er forbundet indbyrdes med klemmer, svejset sammen eller på anden måde forbundet. Således danner det en pålidelig og varig forbindelse.
Det gælder ved armeringsjern i f.eks. en bolig, som nu ikke kun skal forbindes i baderum, men skal forbindes elektrisk i hele boligen. Forbindelserne i den indbyrdes forbundne metalarmering skal kontrolleres ved en gennemgangsmåling, som foretages inden der støbes.
Det får også betydning for byggeri med præfabrikerede betonelementer til placering i eller under jordniveau. Disse skal udføres med indbyrdes forbundet metalarmering og mulighed for tilslutning af potentialudligningsforbindelse, f.eks. ved en udsparing i elementet.
(HD60364-411.3.1.2)
Læs hele vejledningen fra S564 (dateret 15/11/2022)
Vær opmærksom på, at der udkommer nye udgaver af HD60364 hvert år, og der kan derfor være ændringer i krav eller henvisninger, som er sket siden dette indlæg blev skrevet. Find alle indlæg om ændringer i HD60364 på denne side: HD 60364 udgaver