- Ifølge nye krav fra 2025 kan man slippe for den supplerende beskyttende udligning i badeværelser, men kun hvis der er udført korrekt beskyttende potentialudligning i hele boligen inkl. baderum. Ellers gælder de sædvanlige krav altså stadig om at lave supplerende udligning.
- Laver du en udvidelse af installationen – f.eks. renoverer badeværelset – i en bygning med ældre installationer uden udligning, så SKAL du stadig lave den supplerende beskyttende potentialudligning.
- Ved etagebyggeri skal du altid udføre den supplerende beskyttende udligning i rum med bad eller bruser.
For rum med bad og bruser er der særlige krav i standarden for elektriske installationer HD60364. Disse krav står i Del 7-701. Læs om den nyeste version af 7-701:2024.
Trods nye regler som giver undtagelser, anbefaler ELsikkerhed, at man fortsat laver den supplerende udligning HVER gang.
Den supplerende udligning skal helst udføres tæt ved det sted, hvor de fremmede ledende dele bliver ført ind.
Fremmed ledende dele skal udlignes
De fremmed ledende dele, der findes i badeværelset, skal forbindes til beskyttelseslederen – enten inde i badeværelset eller udenfor, men tæt ved det sted, hvor de bliver ført ind i badeværelset.
I SB6 var der ikke krav om, at de metalliske konstruktionsdele i en bygning skulle forbindes til hovedudligningsforbindelsen. Men ifølge HD 60364 er metalliske konstruktionsdele fremmed ledende dele og dermed er der krav om forbindelse til hovedudligningen. Det kan f.eks. være et metalrør, som bliver ført fra jorden uden for huset og ind i badeværelset.
Fremmed ledende dele er bl.a. metalliske dele af forsyning til vand og gas, samt varme, ventilation og afløb. Armeringsjern i gulvet kan også opbygge et potentiale pga. omfanget. Der er ikke kun i badeværelset, men i hele byggeriet, at armeringsjern skal forbindes. Læs mere om udligning her.
En udsat del er en ledende del af materiel, som kan berøres.
Eksisterende installationer uden beskyttende potentialudligning
Ved udvidelse eller ændring af eksisterende installationer, hvor der ikke er en beskyttende potentialudligning (hovedudligning), skal du udføre lokal supplerende beskyttelse, hvor alle udsatte dele og alle tilgængelige fremmed ledende dele skal forbindes til en beskyttelsesleder.
HUSK: Jordingsledere til beskyttende potentialudligning (hovedudligning) skal nu have et tværsnit på mindst 6mm2 og skal overholde alle regler for overgangsmodstand!
Kilde: Sikkerhedsstyrelsens vejledninger for elektriske installationer og anlæg
Vil du selv dykke ned i det nyeste tillæg til HD60364-7-701 kan den købes hos Dansk Standard: Køb Tillæg DS/HD 60364-7-701:2024