10 år med ELsikkerhed
I efteråret 2024 var det 10 år siden, at Peter Kjær holdt de første kurser, tilsyn og installatørmøder.
Her kan du læse Peters historie om det, der blev starten til Elsikkerhed:
Idéen til Elsikkerhed opstod, mens jeg arbejdede hos EnergiMidt og havde brugt det meste af 10 år på at lave eltilsyn for Sikkerhedsstyrelsen og arrangere informationsmøder for elinstallatører.
I forbindelse med tilsynsarbejdet havde jeg set meget og indså, at med mere viden om korrekt udførelse, kunne installatørerne undgå mange af de fejl, som blev lavet.
Grundtanken hos Elsikkerhed var at hjælpe virksomhederne ved at føre tilsyn på en række opgaver og derefter skræddersy et kursus til medarbejderne, baseret på netop de fejl, som gik igen hos den pågældende virksomhed.
Derudover valgte Sikkerhedsstyrelsen at stoppe de årlige informationsmøder, og jeg fik lov til at videreføre dem i Elsikkerhed-regi. Det første installatørmøde blev holdt i november 2014.
Snart viste der sig et behov hos virksomhederne for at afholde de årlige L-AUS kurser, og så kom Elsikkerhedsloven i 2015, som for alvor blev startskuddet til at opdatere virksomhederne og deres medarbejdere på ’De Nye Regler’; altså Installationsbekendtgørelsen og HD60364.
Jeg er blevet taget rigtig godt imod ude i branchen, og det er jeg meget taknemmelig for. Elsikkerhed kunne ikke være nået så langt uden alle vores trofaste kunder.
De første par år var jeg kun mig selv og havde en studiemedhjælp til at hjælpe på kontoret.
Nu er vi 5 fastansatte og 2 eksterne undervisere, og vi har stadig fokus på at øge bevidstheden om sikkerhed i det eltekniske arbejde og formidle de lovmæssige krav og standarder for elektriske installationer for at reducere antallet af fejl i elarbejdet.
Vi er ikke nogen stor organisation, men vi har det helt rette team, som driver virksomheden frem. Og vi tror på, at vi gør en forskel for de virksomheder, vi hjælper med at gøre deres hverdag sikrere.
Jeg glæder mig til de næste mange år.
– Peter Kjær, Indehaver